
MARI NORDSTRØM

Halvmånehuset er Sattvas klinik og kursussted på Sydsjælland. Her mødes vi til individuelle sessioner, fordybelsesklasser, kurser og uddannelser i små hold og rolige omgivelser.
Huset har fået sit navn efter sin karakteristiske halvmåneform. Buen følger solen gennem dagen og åbner rummene mod landskabet og den vide horisont. Rundt om huset breder den vilde have sig med blomster, højt græs og plads til både rådyr, harer og andet dyreliv.
Indenfor er rummene lyse, enkelt indrettede og fuldt udstyrede til yoga, undervisning og behandlinger. Den lille yogasal finder du i hovedhuset og den større sal et andet sted på grunden med udsigt til havens store kastanjetræer.
Halvmånehuset er også mit hjem, men den private del er adskilt fra Sattvas rum. Jeg bor her sammen med mine to små hunde. Er du her på et længere kursus eller modul, vil du ofte møde dem undervejs, og de hilser som regel meget gerne.

RECEPTION & KURSISTKØKKEN
Kig forbi receptionen, når du ankommer, så vi kan tage godt imod dig.
Her finder du også kursistkøkkenet, hvor der vil være the på kanden dagen igennem samt bestik, service og køleskab til din medbragte mad.

LILLE SAL
Et smukt og lyst rum med højt til loftet. Det er ofte her vi mødes til morgenmeditation og til workshops på Sattvas uddannelser.
Der er selvfølgelig yogamåtter, tæpper, puder og hvad du ellers måtte få brug for.

BIBLIOTEKET
Her kan du nyde din frokost og udsigten over markerne eller finde inspiration i bogreolen. Bøgerne på hylderne er altid nøje udvalgt efter undervisningsdagens emner.
Det er også et hyggeligt sted at være, når undervisningen foregår i helt små grupper.

BEHANDLERRUM
Mange individuelle sessioner foregår på yogamåtten eller en stor, blød madras på gulvet. Foretrækker du at ligge på en massagebriks i stedet, er der også et dejligt behandlerrum med mulighed for det.

STORE SAL
Store Sal finder du for foden af bakken. Her er der også yogamåtter, tæpper og alt andet, du måtte få brug for til din yogapraksis.
På uddannelserne er det oftest her - med udsigt til havens træer og naturens skiftende farver - vi mødes, når det er tid til dagens lange yogaklasse.

OMRÅDET
i den vilde have er der flere hyggelige kroge, du kan udforske. Her finder du en hængekøje og en bænk med kig til havens vandspejl, en lille lund med frugttræer, et drivhus med brændeovn og god plads til hygge, udsigt over markerne og mange muligheder for at møde harer, rovfugle, rådyr og krondyr.
